Mesterskabet blev vundet af Kevin Krawietz og Andreas Mies, der i finalen besejrede værtslandets Jérémy Chardy og Fabrice Martin med 6-2, 7-6(3) på en time og 25 minutter, og som dermed blev første rent tyske makkerpar, der vandt en grand slam-titel i herredouble. Det useedede par vandt deres første grand slam-titel i deres blot anden grand slam-turnering, og de blev dermed det andet makkerpar i den åbne æra (efter 1989-mestrene Jim Grabb og John McEnroe), der vandt titlen i deres debut på gruset i Paris. Deres største resultat indtil da havde været sejren i New York Open 2019 efter at de i 2018 startede deres makkerskab med at spille turneringer på ATP Challenger Tour. [2][3]
Ingen af de fire spillere i finalen havde tidligere været i en grand slam-finale i herredouble, hvilket senest var tilfældet i 2017, der også var det seneste eksempel på en French Open-finale i herredouble mellem to useedede par. Det var fjerde gang på syv år, at finalen havde deltagelse af et rent fransk par. Det var til gengæld første gang siden 1972, at samtlige fire par i semifinalerne i French Open-mesterskabet i herredouble bestod af to spillere fra samme land.