Parlamentsvalget i Portugal 2024

De 18 valgkredse på det portugisiske fastland.

Parlamentsvalget i Portugal 2024 var et parlamentsvalg i Portugal, der blev afholdt søndag den 10. marts 2024. Ved valget var alle 230 mandater i det portugisiske parlaments eneste kammer, Assembleia da República, på valg. Mandaterne valgtes i landets i alt 22 valgkredse, heraf 18 på det portugisiske fastland, samt Azorerne, Madeira, Europa og uden for Europa.[1][2]

Valget fandt sted blot to år inde i valgperioden og blev udskrevet, fordi premierminister António Costa (PS) i november 2023 trådte tilbage som følge af en politiefterforskning for korruption.[3]

Valgkampen var domineret af boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik og sundhedspolitik samt korruptionssagen, der fik premierminister Costa til at gå af.[4]

Valgsystem

Antal mandater som valgtes i hver af de 22 valgkredse

Portugals distrikter på det portugisiske fastland, samt de to selvstyrende regioner Madeira og Azorerne udgjorde hver en valgskreds. Vælgere som boede udenfor Portugal var inddelt i en valgkreds for europæiske lande og en valgkreds for andre lande.[5] Der valgtes i alt 230 parlamentsmedlemmer. De 226 valgtes i de portugisiske valgkredse som hver valgte et antal parlamentsmedlemmer som var proportionalt med antallet af vælgere i kredsen. De to udenlandske valgkredse valgte hver 2 parlamentsmedlemmer.[6] Hver vælger havde 1 stemme som skulle afgives på en kandidatliste,[7] og listerne tildeltes mandater efter D'Hondts metode med divisorerne 1, 2, 3, 4, 5 etc.[8] Dette vil normalt favorisere de største partier i en valgkreds i forhold til et rent forholdstalsvalg.[9]

Valgresultatet

Parti eller Koalition Leder Politik Andel af stemmerne i procent Antal pladser i parlamentet
Socialistpartiet (PS)
Partido Socialista
Pedro Nuno Santos Socialdemokratisme 28,66 77
Demokratiske Alliance (AD)

Socialdemokraterne (PSD)
• Partido Popular (CDS)
• Partido Popular Monárquico (PPM)
Luís Montenegro Socialliberalisme
Konservatisme
29,50 79
Chega André Ventura Højrepopulisme
Nationalkonservatisme
18,06 48
Iniciativa Liberal Rui Rocha Markedsliberalisme 5,08 8
Demokratiske Enhedskoalition (CDU)
Coligação Democrática Unitária
• Kommunistpartiet (PCP)
• Det grønne Parti (PEV)
Paulo Raimundo Venstrefløj 3,30 4
Venstreblokken (BE)
Bloco de Esquerda
Mariana Mortágua Venstrefløj 4,46 5
Dyre- og Naturpartiet (PAN)
Partido pelos Animais e pela Natureza
Inês de Sousa Real Økologisme 1,93 1
Det frie Parti
Partido Livre
Rui Ravares Økosocialisme
EU-tilhængere
3,26 4
Øvrige 3,24 0
Samlet antal gyldige stemmer 97,47 226
Blanke stemmer 1,43
Ugyldige stemmer 1,10

Kilde: Porgutals indenrigsministeriums officielle valgopgørelse

Referencer

  1. ^ "Eleições Legislativas 2024" (portugisisk). RTP NOTÍCIAS. Hentet 10. marts 2024.
  2. ^ "Mapa com o número de deputados a eleger para a Assembleia da República em 10 de março de 2024" (PDF) (portugisisk). Diário da República, 1.ª série - COMISSÃO NACIONAL DE ELEIÇÕES. Hentet 10. marts 2024.
  3. ^ Ritzau (10. marts 2024). "Nationalkonservativt parti i Portugal får et forrygende valg". B.T. Hentet 10. marts 2024.
  4. ^ Reuters (11. marts 2024). "Portugal election: centre-right set to win, far-right soars". Reuters. Hentet 11. marts 2024.
  5. ^ "Lei Eleitoral da Assembleia da Pebública" [Valglov for Republikkens forsamling] (PDF), cne.pt (portugisisk), Artikel 12
  6. ^ "Lei Eleitoral da Assembleia da Pebública" [Valglov for Republikkens forsamling] (PDF), cne.pt (portugisisk), Artikel 13
  7. ^ "Lei Eleitoral da Assembleia da Pebública" [Valglov for Republikkens forsamling] (PDF), cne.pt (portugisisk), Artikel 15
  8. ^ "Lei Eleitoral da Assembleia da Pebública" [Valglov for Republikkens forsamling] (PDF), cne.pt (portugisisk), Artikel 16
  9. ^ Michael Gallagher, Comparing Proportional Representation Electoral Systems: Quotas, Thresholds, Paradoxes and Majorities (PDF) (engelsk), arkiveret fra originalen 2013-11-16