Star Trek: The Original Series

Star Trek: The Original Series
Information
Genre Science fiction
Skabt af Gene Roddenberry
Medvirkende
Sprog Engelsk
Sæsoner og afsnit
Antal sæsoner 3
Antal afsnit 79
Produktion
Produktionsselskab
  • Desilu Productions (1966-67)
  • Paramount Television (1968-69)
Produktionsland USA
Producent
  • Gene L. Coon
  • John Meredyth Lucas
  • Fred Freiberger
Produktionsleder Gene Roddenberry
Teknisk information
Lydformat Monofonisk, Dolby Digital 5.1. (nyudgivelse), DTS-HD Master Audio 7.1. (Blu-ray)
Udsendt
Oprindelig kanal NBC
Oprindelig sendt 8. september 1966 til 3. juni 1969
Musik
Komponist bag
kendingsmelodi
Alexander Courage
Kronologi og andet
Relaterede shows Se Star Trek
Tidligere serie
Efterfølges af
Star Trek: The Animated Series
Denne artikel omhandler Star Trek: The Original Series. Opslagsordet har også en anden betydning, se Star Trek (flertydig).

Star Trek er en amerikansk science fiction-serie skabt af Gene Roddenberry. Den følger stjerneskibet USS Enterprises (NCC-1701) mange rumeventyr. Serien har senere fået tilnavnet The Original Series (TOS) for at adskille den fra efterfølgende spin-offs.

Serien foregår i Mælkevejen omkring 2260'erne. Enterprise ledes af kaptajn James T. Kirk (William Shatner), videnskabsofficer Spock (Leonard Nimoy) og skibslæge Leonard McCoy (DeForest Kelley). Shatners introduktion i begyndelsen af hvert afsnit slår stjerneskibets mission fast:

Rummet: Den yderste grænse. Dette er stjerneskibet Enterprises rumfærd. Dets femårsmission er at udforske nye verdener for at finde liv og nye civilisationer. At drage ud, hvor ingen har været før.

Serien blev produceret af Norway Productions og Desilu Productions fra september 1966 til december 1967, og af Paramount Television fra januar 1968 til juni 1969.[1] Star Trek fik premiere på NBC i USA 8. september 1966, men blev allerede vist på canadiske CTV 6. september 1966.[2] Star Treks seertal på NBC var konsekvent lave, og efter tre sæsoner og 79 afsnit blev serien aflyst. Den opnåede adskillige år senere kultstatus, da den op gennem 1970'erne blev syndikeret på flere forskellige tv-kanaler. Star Trek udviklede sig med tiden til en verdensomspændende mediefranchise bestående af elleve tv-serier, tretten spillefilm, samt adskillige bøger, spil og legetøj. Den regnes i dag for at være en af de største og vigtigste tv-serier nogensinde.[3]

Baggrund

Gene Roddenberry havde længe været fan af science fiction, da han 11. marts 1964 skrev et kort udkast til en science fiction-serie kaldet Star Trek.[4] Den skulle foregå ombord på det kæmpe rumskib S.S. Yorktown i det 23. århundrede.[5] Rumskibets besætning skulle udforske Mælkevejen.

Roddenberry var bl.a. inspireret af A.E. van Vogts fortællinger om rumskibet Space Beagle (1939-43), Eric Frank Russels Men, Martian and Machines-noveller (1955) og filmen Kampen på dødskloden (1956). Der kan også drages paralleller mellem Star Trek og tv-serien Rocky Jones, Space Ranger (1954).[3] Roddenberry lod sig desuden kraftigt inspirere af C.S. Foresters bøger om Horatio Hornblower (1937-64), der ligesom Star Trek omhandler en modig kaptajn på fjerne eventyr. Roddenberry kaldte ofte kaptajn Kirk for "Horatio Hornblower i rummet".[6]

Roddenberry havde stor erfaring med at skrive westernserier, der var en meget populær fiktionsgenre i 1950'erne og 1960'erne. Han karakteriserede sit første Star Trek-udkast som "Wagon Train til stjernerne".[4] Ligesom i westernserien Wagon Train (1957-62), var hvert afsnit af Star Trek et selvstændigt eventyr sat ind i en større rammefortælling om en længerevarende rejse. De fleste senere Star Trek-serier har fulgt "Wagon Train"-paradigmet. De eneste undtagelser er Star Trek: Deep Space Nine (1993-99), Star Trek: Discovery (2017-), Star Trek: Picard (2020-23) samt tredje sæson af Star Trek: Enterprise (2001-05).

I Roddenberrys første udkast hed seriens hovedperson Robert April. Han var kaptajn på rumskibet S.S. Yorktown. Denne karakter udviklede sig senere til kaptajn Christopher Pike (Jeffrey Hunter). April var ifølge Star Trek Chronology (1996) og The Star Trek Encyclopedia (1994) kaptajn Pikes forgænger.[5][7] Selvom han kortvarige optrådte i The Animated Series-afsnittet "The Counter-Clock Incident" (1974), blev Pikes rolle først fuldt udfoldet af Adrian Holmes i Star Trek: Strange New Worlds (2022-).

Udvikling

Gene Roddenberry fremlagde Star Trek-udkastet for det førende produktionsselskab Desilu Productions i april 1964. Han mødtes med Desilus vicedirektør, Herbert F. Solow, som underskrev en treårig programudviklingskontrakt med Roddenberry.[8] Desilus direktør, Lucille Ball, blev senere involveret i projektet.[9]

Roddenberrys oprindelige udkast blev voldsomt revideret. Pilotafsnittet "The Cage", der blev filmet i slutningen af 1964, afviger på mange punkter fra Roddenberrys udkast fra marts samme år. Solow tilføjede bl.a. stjernedatokonceptet.[8] Desilu Productions pitchede sammen med Roddenberry Star Trek for CBS's ledelse, men de afslog at købe serien, da de allerede havde et lignende projekt i støbeskeen, Irwin Allen-serien Lost in Space (1965-68).[10]

I maj 1964 mødtes Solow med Grant Tinker fra NBC. Solow havde selv tidligere arbejdet for tv-netværket. Selvom Tinker købte seriens første pilotafsnit, "The Cage", endte NBC med at afvise det endelige resultat, da de fandt afsnittet "for intellektuelt".[11] NBC's direktører var dog stadig interesserede i projektet og anerkendte, at de selv havde godkendt "The Cages" manuskript.[6]

NBC valgte ganske usædvanligt at betale for et nyt pilotafsnit, "Where No Man Has Gone Before".[11] Kun karakteren Spock (Leonard Nimoy) fulgte med over i det nye afsnit, mens Majel Barrett (Nummer 1) blev castet i en helt ny rolle. NBC godkendte det andet pilotafsnit og besluttede, at Star Trek skulle indgå i kanalens sendeflade for efteråret 1966.

Det andet pilotafsnit introducerede de fleste af Star Treks hovedkarakterer: Kaptajn Kirk (William Shatner), maskinchef Scott (James Doohan) og løjtnant Sulu (George Takei). Sulu var i seriens andet pilotafsnit Enterprises fysiker, men agerede resten af serien rorsmand. Paul Fix' rolle som skibslæge Mark Piper, blev allerede fra seriens tredje afsnit erstattet af DeForest Kelleys dr. Leonard McCoy, som blev seriens tredje hovedperson. Nichelle Nichols, som spillede løjtnant Nyota Uhura, var den første sorte skuespillerinde i en større amerikansk tv-serie.[12] Kaptajnens oppasser, underofficer Janice Rand (Grace Lee Whitney), forlod serien allerede i første sæson. Majel Barrett spillede McCoys assistent, oversygeplejerske Christine Chapel. Walter Koening blev castet som sekondløjtnant Pavel Chekov til seriens anden sæson.

I februar 1966 var Desilu Productions tæt på at aflyse Star Trek før pilotafsnittet overhovedet var blevet sendt.[13] Desilu var gået fra at producere blot én tv-serie på 30 minutter (The Lucy Show) til at finansiere to dyre tv-serier på hver en time (Mission: Impossible og Star Trek). Det lykkedes dog Solow at overtale Lucille Ball til at videreføre begge projektet.

Produktion

Star Trek blev produceret i Desilu Productions' hovedstudie på Gower Street i Hollywood, Los Angeles. Studiet havde tidligere tilhørt RKO Pictures og ejes i dag af Paramount Pictures. Serien blev optaget på studiets nuværende scene 31 og 32. Seriens chefscenograf, Matt Jefferies, tegnede Enterprises eksteriør og store dele af dets interiør. "Jefferies-røret", der optræder i adskillige Star Trek-serier, er opkaldt efter ham. Sammen med sin bror, John Jefferies, tegnede Matt Jefferies også besætningens phaserpistoler. Han designede desuden Enterprises kommandobro.

Star Treks kostumier, Bill Theiss, designede Stjerneflådens forskellige uniformer, de kvindelige gæsteskuespilleres kostumer og mange af seriens rumvæsener, bl.a. klingonerne, vulcanerne og romulanerne.

Maleren og billedhuggeren Wah Chang, som tidligere havde arbejdet for Walt Disney Productions, tegnede mange af seriens rekvisitter, bl.a. besætningens kommunikatorer, der inspirerede Motorola til at producere de første personlige mobiltelefoner.[14] Chang tegnede også de håndholdte tricordere og Enterprises infirmeri. Senere var han bl.a. med til at designe gornen og hortaen.

Sæson 1 (1966-1967)

William Shatner som Kirk i afsnittet "Where No Man Has Gone Before", 1966.

NBC bestilte 16 afsnit af Star Trek foruden "Where No Man Has Gone Before".[11] Det første sendte afsnit, "The Man Trap", havde premiere torsdag 8. september 1966 kl. 20:30. Afsnittet blev modtaget med blandede anmeldelser. The Philadelphia Inquirer og San Francisco Chronicle var positive, mens The New York Times og The Boston Globe var mere kritiske.[15] Variety kaldte serien for "kedelig" og "forvirrende".[16] "The Man Trap" blev set af hele 40,6 % af det samlede seerantal, eftersom afsnittets sendetid primært bestod af genudsendelser på de andre kanaler. Allerede den følgende uge måtte afsnittet "Charlie X" dog konkurrere mod nye tv-programmer og Star Treks seerandel faldt derfor til 29,4 %. De næste to uger var Star Trek med afsnittene "Where No Man Has Gone Before" og "The Naked Time" sendefladens 33. mest sete tv-program, men derefter faldt seriens rangering til en 51. plads med "The Enemy Within" og "Mudd's Women".[17][18]

Jeg er stor fan af Star Trek og ville simpelthen dø, hvis den blev aflyst. Serien er efter min opfattelse den bedste på tv lige nu.

—M.P., Oswego, New York, 20. februar 1967[19]


Redaktøren på Galaxy Science Fiction, Frederik Pohl, skrev i februar 1967 om sin store begejstring for Star Trek. Han roste bl.a. seriens skabere for, at de formåede at bevare den høje kvalitet, der i begyndelsen af sæsonen havde udløst en pris ved science fiction-messen Tricon i Cleveland, Ohio. Pohl mente dog, at Star Trek fejlagtigt forsøgte at appellere til et forholdsvist veluddannet seersegment, og han frygtede, at serien af samme årsag ville blive aflyst. For at redde serien opfordrede han derfor læserne til at sende fanbreve til NBC.[20] Tidligere ville NBC sandsynligvis have aflyst en serie som Star Trek grundet de lave seertal, men fra begyndelsen af 1960'erne tog de amerikanske tv-kanaler i stigende grad hensyn til seernes demografiske profil.[21] Som eksempel aflyste CBS midlertidigt Gunsmoke (1955-75) i 1967, fordi serien havde for mange ældre og for få yngre seere.[15] Selvom Gene Roddenberry senere påstod, at NBC's programlæggere aldrig formåede at værdsætte Star Treks attraktive seersegment, blev seriens første sæson sandsynligvis ikke aflyst pga. netop dette "kvalitetspublikum".[22][21] NBC bestilte tværtimod 10 nye afsnit og fornyede samtidig serien med endnu en sæson.[11]

NBC annoncerede indledningsvist, at Star Treks anden sæson ville blive sendt tirsdag aften i tidsrummet 19:30-20:30, men første sæson endte med at blive vist fredag aften 20:30-21:30. Serien mistede derfor mange af de unge seere, som den ellers forsøgte at appellere til.[11]

Sæson 2 (1967-1968)

Spock, Kirk og Enterprise, 1968.

Star Treks seertal fortsatte med at falde under seriens anden sæson. Shatner regnede med, at serien ville blive aflyst efter to sæsoner, og begyndte derfor at søge efter andet arbejde. NBC overvejede dog aldrig for alvor at aflyse serien.[23][15] Associated Press rapporterede således så tidligt som januar 1968, at Star Treks chancer for at blive fornyet med en tredje sæson var "fremragende". Serien havde ganske vist bedre seertal end ABC's konkurrerende Hondo (1967), men blev slået af CBS's Gomer Pyle, U.S.M.C. (1964-69) og Friday Night Movie (1966-67), der begge lå på Nielsens top 15-liste. Demografiske forhold reddede endnu engang Star Trek.[21] I modsætning til, hvad mange fans senere har påstået, havde Star Trek ikke et markant yngre seersegment end dens konkurrenter.[15] NBC's egne undersøgelser indikerede dog, at Star Trek havde et "kvalitetspublikum" bestående af "veluddannede mænd fra den øvre middelklasse", og overordnet set klarede Star Trek sig bedre end andre NBC-serier.[21]

Se! Se! Det stopper aldrig! De holder i kø hele vejen ned ad gaden!

—Norman Lunenfeld om postbilerne, der afleverede Star Trek-fansenes breve[24]

Star Trek-fansenes store begejstring kom bag på NBC.[15] Serien var usædvanlig for sin tid, fordi den diskuterede samfundsmæssige problemstillinger i en futuristisk kontekst, hvilket stod i skarp kontrast til eksempelvis Lost in Spaces (1965-68) mere "campede" udtryk. Kanalen havde allerede modtaget 29.000 fanbreve under seriens første sæson, hvilket kun blev overgået af brevene til The Monkees (1966-68).[11] Da det i slutningen af 1967 begyndte at forlyde, at Star Trek var i fare for at blive aflyst, iværksatte Roddenberry i hemmelighed en kampagne gennem Bjo og John Trimble, der opfordrede seerne til at sende fanbreve til NBC.[25][26][27][28] NBC modtog omkring 166.000 Star Trek-fanbreve mellem december 1967 og marts 1968, hvoraf 52.000 af dem alene kom i februar.[11] Et medlem af NBC's ledelse fortalte senere, at kanalen snarere modtog omkring en million breve, men at man bevidst meldte et forkert tal ud.[25] I aviserne opfordrede diverse klummeskrivere NBC til at redde "den bedste science fiction-serie på tv".[29] I januar 1968 marcherede over 200 Caltech-studerende til NBC's studier i Burbank, Californien, hvor de krævede seriens fortsættelse. Med sig bar de skilte med budskaber såsom "Vulcan Power" og "Indkald Spock".[30] I San Francisco og New York arrangerede Berkeley- og MIT-studerende lignende protester.[29]

Støttebrevene, hvis forfattere talte notabiliteter såsom New York-guvernøren Nelson Rockefeller, var kvalitets- såvel som kvantitetsmæssigt anderledes end den post, som tv-kanalerne normalt modtog:[31]

Star Trek bliver - baseret på de omkring 6000 fanbreve, serien får tilsendt hver uge - set af videnskabsmænd, museumsdirektører, psykiatere, læger, universitetsprofessorer og andre intellektuelle. Smithsonian Institution har bedt om at få en kopi af serien til dets arkiver, hvilket en tv-serie aldrig er blevet bedt om før.[29]

Ydermere:

Meget af posten kom fra læger, videnskabsmænd, lærere og andre veluddannede, og var for det meste velskrevet. Og hvis der er noget, et tv-netværk ønsker lige så højt som gode Nielsen-tal, er det prestigen ved en serie, der appellerer til den øvre middelklasse og det intellektuelle seersegment.[23]

Og nu en meddelse til alle Star Treks seere. Det glæder os at kunne fortælle Dem, at Star Trek fortsat vil blive sendt her på NBC. Vi ved, at De ser frem til at følge de ugentlige eventyr i rummet.

—NBC-vært, 1. marts 1968[31][15]

NBC valgte ganske usædvanligt at annoncere på live-tv efter afsnittet "The Omega Story" 1. marts 1968, at Star Trek var blevet fornyet med endnu en sæson.[21] I annonceringen lå implicit et ønske om, at brevsendingerne ville stoppe, men i stedet fik den fansene til at sende taknemlighedsbreve i lignende antal.[32]

Medvirkende

Skuespiller Karakter Skibsposition Optræden Karakterens race Rang
William Shatner James T. Kirk Kaptajn Sæson 1-3 Menneske Kommandør
Kirk er kaptajn på stjerneskibet USS Enterprise. Han er født i byen Riverside, Iowa, i år 2233. Kirks to bedste venner er Spock og dr. McCoy, som rådgiver ham ved at appellere til henholdsvis hans fornuft og følelser.
Leonard Nimoy Spock Overstyrmand

Videnskabsofficer

Sæson 1-3 Halvmenneske

Halvvulcaner

Kommandørkaptajn
Spock er halvt menneske og halvt vulcaner. Han er Enterprises videnskabsofficer og overstyrmand, dvs. næstkommanderende. Spock er en af Kirks bedste venner og bruger sin veludviklede logiske sans til at løse besætningens problemer.
DeForest Kelley Dr. Leonard "Bones" McCoy Stabslæge Sæson 1-3 Menneske Orlogskaptajn
Dr. McCoy er stabslæge på Enterprise. Han er Kirks anden bedste ven, og argumenterer ofte med udgangspunkt i sine menneskelige følelser, mens Spock bruger logiske rationaliseringer.
James Doohan Montgomery "Scotty" Scott Førstestyrmand

Maskinchef

Sæson 1-3 Menneske Orlogskaptajn
Scotty er Enterprises skotske maskinchef og førstestyrmand, dvs. tredjekommanderende. Han er meget beskyttende over for sit stjerneskib. Scottys tekniske viden og snilde gør ham i stand til hurtigt at udtænke ukonventionelle, men effektive løsninger på alvorlige problemer.
Nichelle Nichols Nyota Uhura Kommunikationsofficer Sæson 1-3 Menneske Løjtnant
Uhura er kommunikationsofficer på Enterprise. Hun er hjemmevant på kommandobroen og kan hurtigt overtage skibets navigation og ror, hvis behovet opstår. Uhura er også en talentfuld sangerinde, som holder af at synge for sine skibskammerater i messen. Spock akkompagnerer hende sommetider på sin vulcanske lyre.
George Takei Hikaru Sulu Rorsmand Sæson 1-3 Menneske Løjtnant
Sulu er Enterprises rorsmand. Han har mange interesser og hobbyer, heriblandt gymnastik, botanik, fægtning og antikke våben.
Walter Koenig Pavel Chekov Navigatør Sæson 2-3 Menneske Sekondløjtnant
Chekov er Enterprises russiske navigatør. Han bliver først introduceret i seriens anden sæson.
Majel Barrett Christine Chapel Oversygeplejerske Sæson 1-3 Menneske
Chapel er oversygeplejerske på Enterprise. Hun arbejder tæt sammen med dr. McCoy.

Note: Barrett, som spillede skibets overstyrmand (Nummer 1) i det oprindelige pilotafsnit "The Cage", lagde også stemme til Enterprises computer.

Grace Lee Whitney Janice Rand Oppasser Sæson 1 Menneske
Rand er kaptajn Kirks personlige oppasser.

Nævneværdige gæsteoptrædener

  • Robert Walker Jr. som Charlie Evans ("Charlie X)"
  • Gary Lockwood som Gary Mitchell ("Where No Man Has Gone Before")
  • Sally Kellerman som Elizabeth Dehner ("Where No Man Has Gone Before")
  • Roger C. Carmel som Harry Mudd ("Mudd's Women" og "I, Mudd")
  • Ted Cassidy som Ruk ("What Are Little Girls Made Of?"). Cassidy lagde desuden stemme til den falske Balok-dukke ("The Corbomite Maneuver") samt gornkaptajnen ("Arena")
  • Sherry Jackson som Andrea ("What Are Little Girls Made Of?")
  • Kim Darby som Miri ("Miri")
  • Michael J. Pollard som Jahn ("Miri")
  • James Gregory som Tristan Adams ("Dagger of the Mind")
  • Morgan Woodward som Simon van Gelder ("Dagger of the Mind") og Ronald Tracey ("The Omega Glory")
  • Marianna Hill som Helen Noel ("Dagger of the Mind")
  • Clint Howard som Balok ("The Corbomite Maneuver")
  • Susan Oliver som Vina ("The Menagerie")
  • Jeffrey Hunter som Christopher Pike ("The Menagerie")
  • Malachi Throne som Jose I. Mendez ("The Menagerie")
  • Barbara Anderson som Lenore Karidian ("The Conscience of the King")
  • Arnold Moss som Anton Karidian ("The Conscience of the King")
  • Elisha Cook Jr. som Samuel T. Cogley ("Court Martial")
  • Joan Marshall som Areel Shaw ("Court Martial")
  • Ricardo Montalbán som Khan Noonien Singh ("Space Seed"). Montalbán spillede også Khan i filmen Star Trek II: Khans hævn (1982)
  • Madlyn Rhue som Marla McGivers ("Space Seed")
  • David Opatoshu som Anan 7 ("A Taste of Armageddon")
  • Barbara Babcock som Mea 3 ("A Taste of Armageddon") og Philana ("Plato's Stepchildren"). Babcock lagde desuden stemme til Beta 5-computeren ("Assignment: Earth") og Loskene ("The Tholian Web")
  • Jill Ireland som Leila Kalomi ("This Side of Paradise")
  • John Colicos som Kor ("Errand of Mercy"). Kor spillede også Kor i tre afsnit af Deep Space Nine (1993-99)
  • Joan Collins som Edith Keeler ("The City on the Edge of Forever")
  • Celia Lovsky som T'Pau ("Amok Time")
  • Arlene Martel som T'Pring ("Amok Time")
  • Michael Forest som Apollon ("Who Mourns for Adonais?")
  • Leslie Parrish som Carolyn Palamas ("Who Mourns for Adonais?")
  • Barbara Luna som Marlena Moreau ("Mirror, Mirror")
  • Vic Perrin som Tharn ("Mirror, Mirror"). Perrin lagde desuden stemme til Nomad ("The Changeling")
  • David Soul som Makora ("The Apple")
  • William Windom som Matt Decker ("The Doomsday Machine")
  • Antoinette Bower som Sylvia ("Catspaw")
  • Glenn Corbett som Zefram Cochrane ("Metamorphosis")
  • Elinor Donahue som Nancy Hedford ("Metamorphosis")
  • Mark Lenard som Sarek ("Journey to Babel"). Lenard spillede også Sarek i Star Trek II: Khans hævn, Star Trek III: Jagten på Spock (1984), Star Trek IV: Rejsen tilbage til Jorden (1986), Star Trek VI: Det uopdagede land (1991) samt i et afsnit af The Next Generation (1987-94). Han spillede også en unavngiven romulansk kommandør ("Balance of Terror") samt klingonkaptajnen i Star Trek-filmen (1979). Lenard er dermed den eneste skuespiller i franchisens historie, som har spillet hele tre forskellige typer af rumvæsener
  • Jane Wyatt som Amanda Grayson ("Journey to Babel"). Wyatt spillede også Amanda Grayson i Star Trek IV: Rejsen tilbage til Jorden
  • Julie Newmar som Eleen ("Friday's Child")
  • John Fiedler som Hengist ("Wolf in the Fold")
  • Angelique Pettyjohn som Shahna ("The Gamesters of Triskelion")
  • Joseph Ruskin som Galt ("The Gamesters of Triskelion")
  • Vic Tayback som Krako ("A Piece of the Action")
  • Anthony Caruso som Bela ("A Piece of the Action")
  • Nancy Kovack som Nona ("A Private Little War")
  • Diana Muldaur som Ann Mulhall ("Return to Tomorrow") og Miranda Jones ("Is There in Truth No Beauty?"). Muldaur spillede senere skibslægen Katherine Pulaski i The Next Generation
  • Barbara Bouchet som Kelinda i ("By Any Other Name")
  • Warren Stevens som Rojan ("By Any Other Name")
  • William Marshall som Richard Daystrom ("The Ultimate Computer")
  • Robert Lansing som Gary Seven ("Assignment: Earth")
  • Teri Garr som Roberta Lincoln ("Assignment: Earth")
  • Melvin Belli som Gorgan ("And the Children Shall Lead")
  • Pamelyn Ferdin som Mary ("And the Children Shall Lead")
  • Michael Ansara som Kang ("Day of the Dove"). Ansara spillede også Kang i et afsnit af Deep Space Nine og et afsnit af Voyager (1995-2001)
  • Michael Dunn som Alexander ("Plato's Stepchildren")
  • France Nuyen som Elaan ("Elaan of Troyius")
  • Keye Luke som Donald Cory ("Whom Gods Destroy")
  • Yvonne Craig som Marta ("Whom Gods Destroy")
  • Steve Ihnat som Garth ("Whom Gods Destroy")
  • Frank Gorshin som Bele ("Let That Be Your Last Battlefield")
  • Lou Antonio som Lokai ("Let That Be Your Last Battlefield")
  • Lee Meriwether som Losira ("That Which Survives")
  • James Daly som Flint ("Requiem for Methuselah")
  • Louise Sorel som Rayna Kapec ("Requiem for Methuselah")
  • Charles Napier som Adam ("The Way to Eden")
  • Jeff Corey som Plasus ("The Cloud Minders")
  • Fred Williamson som Anka ("The Cloud Minders")
  • Mariette Hartley som Zarabeth ("All Our Yesterdays")

Afsnit

Nævneværdige afsnit

Adskillige publikationer har rangeret de ti bedste Star Trek-afsnit:

Rangering Entertainment Weekly

(1995)[33]

IGN

(2009)[34]

Newsweek

(2016)[35]

Hollywood.com

(2015)[36]

Den of Geek

(2021)[37]

1 "The City on the Edge of Forever" "The City on the Edge of Forever" "The Doomsday Machine" "The City on the Edge of Forever" "A Taste of Armageddon"
2 "Space Seed" "Balance of Terror" "Space Seed" "Arena" "The City on the Edge of Forever"
3 "Mirror, Mirror" "Mirror, Mirror" "Mirror, Mirror" "Mirror, Mirror" "The Corbomite Maneuver"
4 "The Doomsday Machine" "Space Seed" "The Trouble with Tribbles" "Balance of Terror" "The Devil in the Dark"
5 "Amok Time" "The Trouble with Tribbles" "The Enterprise Incident" "Space Seed" "A Piece of the Action"
6 "The Devil in the Dark" "Where No Man Has Gone Before" "Journey of Babel" "Galileo Seven" "Space Seed"
7 "The Trouble with Tribbles" "The Enemy Within" "Balance of Terror" "Amok Time" "Balance of Terror"
8 "The Side of Paradise" "The Naked Time" "Arena" "Journey to Babel" "Arena"
9 "The Enterprise Incident" "This Side of Paradise" "Amok Time" "The Doomsday Machine" "Let That Be Your Last Battlefield"
10 "Journey to Babel" "Arena" "The City on the Edge of Forever" "The Enterprise Incident" "The Man Trap"

Ud af ovenstående enogtyve afsnit, er hele tretten – "Where No Man Has Gone Before", "The Enemy Within", "The Naked Time", "Balance of Terror", "Galileo Seven", "Arena", "Space Seed", "This Side of Paradise", "The Devil in the Dark", "A Taste of Armageddon", "The Corbomite Maneuver", "The Man Trap" og "The City on the Edge of Forever" – fra Star Treks første sæson, mens seks – "Amok Time", "The Doomsday Machine", "Mirror, Mirror", "The Trouble with Tribbles", "A Piece of the Action" og "Journey to Babel" – er fra seriens anden sæson. Kun to afsnit – "The Enterprise Incident" and "Let That Be Your Last Battlefield" – er fra den tredje sæson.

"The City on the Edge of Forever" og "Space Seed" optræder som de eneste to afsnit på alle fem lister.

Kulturel indflydelse

Roddenberry var ifølge forfatteren Timothy Sandefur fra en generation der var tilhængere af "en venstreorienteret socialliberalisme, der troede på velstand, teknologiske fremskridt og universel medmenneskelighed". Han stod ifølge Sandefur i et modsætningsforhold[ikke i angivne kilde] til det såkaldte New Left, der anså "samfundets ondskab som en direkte konsekvens af ikke blot kapitalismen, men også teknologien og forstanden."[38]

Parodier

The Original Series er blevet parodieret adskillige gange i andre tv-programmer. Saturday Night Live har produceret to berømte sketcher, der parodierer den oprindelige Star Trek-serie: "The Last Voyage of the Starship Enterprise" fra 1976 og William Shatners egen "Get a life"-sketch fra 1986, hvor han gjorde grin med seriens trekkies-fans.[39] Den ti minutter lange "The Last Voyage of the Starship Enterprise" blev skrevet af Michael O'Donoghue. Den er ifølge trekmovie.com "en af de bedste Star Trek-parodier nogensinde".[39] TVSquad har beskrevet både Shatners "Get a life"-sketch og O'Donoghues "The Last Voyage of the Starship Enterprise" som to af de mest berømte Star Trek-parodier nogensinde.[40]

Det canadiske komikerpar Wayne og Shuster parodierede Star Trek under navnet Star Schtick i slutningen af 1970'erne. En finsk parodiserie, Star Wreck, blev påbegyndt i 1992 og kulminerede med filmen Star Wreck: In the Pirkinning i 2005. Serien er frigivet under en Creative Commons-licens og kan derfor downloades frit og lovligt fra nettet.

The Original Series er også blevet parodieret i The Simpsons, Family Guy og Futurama. Futurama-afsnittet "Where No Fan Has Gone Before" er af magasinet Wired blevet beskrevet som et "referencepunkt" for Star Trek-fans.[41] Filmen Galaxy Quest fra 1999 omhandler en række skuespillere fra en gammel science fiction-serie, som bliver kidnappet af rumvæsener, der forveksler den fiktive serie med virkeligheden.[42] Filmens karakterer er parodier på Star Trek-karakterer, og store dele af plottet gør grin med 1960'ernes tv-serier.

Fanproduktioner

Star Trek har inspireret mange fans til at producere deres egne Star Trek-historier, først og fremmet online. Mange af disse fanproduktioner omhandler besætningen fra The Original Series, heriblandt Star Trek: Phase II, der blev nomineret til en Hugo-pris og modtog støtte fra skuespillere såvel som manuskriptforfattere, som havde været involveret i den oprindelige tv-serie.

Referencer

  1. ^ Epguides.com. "Star Trek (a Titles & Airdates Guide)." epguides.com. Besøgt 30. april 2024.
  2. ^ The Montreal Gazette. "Today's TV Previews." The Montreal Gazette, 8. september 1966, 36.
  3. ^ a b Asherman, Allan. The Star Trek Compendium. New York: Simon & Schuster, 1981.
  4. ^ a b Roddenberry, Gene. Star Trek-udkastet, 11. marts 1964.
  5. ^ a b Okuda, Michael og Denise Okuda. Star Trek Chronology: The History of the Future. New York: Pocket Books, 1996.
  6. ^ a b Whitfield, Stephen og Gene Roddenberry. The Making of Star Trek. New York: Ballantine Books, 1968.
  7. ^ Okuda, Michael, Denise Okuda og Debbie Mirek. The Star Trek Encyclopedia: A Reference to the Future. New York: Pocket Books, 1994.
  8. ^ a b Broscova, Hadassah R. L. "The "Reel" McCoy." The Dartmouth Class of 1953, 30. august 2012.
  9. ^ Gottlieb, Meryl. "Lucille Ball is the reason we have 'Star Trek' — here's what happened.Business Insider, 8. juli 2016.
  10. ^ Pearson, Roberta og Máire Messenger Davies. Star Trek and American Television, 21. Berkeley: University of California Press, 2014.
  11. ^ a b c d e f g Davies, Máire Messenger, Roberta Pearson og Michael Lowell Henry. "The Little Program That Could: The Relationship Between NBC and Star Trek." I NBC: America's Network, redigeret af Michelle Holmes, 211-223. Berkeley: University of California Press, 2007.
  12. ^ Spiegel, Lee. "Nichelle Nichols on Having First Major Black Female TV Role And That First Interracial Kiss On 'Star Trek'.The Huffington Post, 6. februar 2012.
  13. ^ Faraci, Devin. "How Lucille Ball Made Star Trek Happen." Birth. Movies. Death, 8. september 2013.
  14. ^ Shatner, William. I'm Working on That: A Trek From Science Fiction to Science Fact. New York: Simon & Schuster, 2002.
  15. ^ a b c d e f Television Obscurities. "A Look at Star Trek." Television Obscurities. Besøgt 30. april 2024.
  16. ^ Millrod, Jack. "The Trek Continues." Pittsburgh Post-Gazette, 16. september 1996.
  17. ^ Gowran, Clay. "Nielsen Ratings Are Dim on New Shows." Chicago Tribune, 11. oktober 1966.
  18. ^ Gould, Jack. "How Does Your Favorite Rate? Maybe Higher Than You Think." New York Times, 16. oktober 1966.
  19. ^ Scheuer, Steven H. "TV Key Mailbag." The Morning Record, 20. februar 1967.
  20. ^ Pohl, Frederik. "More About Being Bad." Galaxy Science Fiction, 4. februar 1967.
  21. ^ a b c d e Pearson, Roberta og Niki Strange. "Cult Television as Digital Television's Cutting Edge." Television as Digital Media, 105-113. Durham: Duke University Press, 2011.
  22. ^ Thomas, Bob. "Roddenberry would like to leave 'Star Trek' behind." Williamson Daily News, 25. maj 1976.
  23. ^ a b Lowry, Cynthia. "TV Fans Save Space Ship Enterprise From Mothballs." Florence Times—Tri-Cities Daily, 29. marts 1968.
  24. ^ Poe, Stephen Edward. A Vision of the Future: Star Trek Voyager. New York: Simon & Schuster, 1998. S. 138–139.
  25. ^ a b Poe, Stephen Edward. A Vision of the Future, 138-139. New York: Pocket Books 1998.
  26. ^ Solow, Herbert F. og Robert H. Justman. Inside Star Trek: The Real Story. New York: Pocket Books, 1997.
  27. ^ Page, Don. "'Star Trek' Lives Despite Taboos." Toledo Blade, 15. august 1968.
  28. ^ Michaud, Michael A. G. Reaching for the High Frontier: The American Pro-Space Movement, 1972–84. Santa Barbara: Praeger, 1986.
  29. ^ a b c Scott, Vernon. "Letters Can Save 'Star Trek'." The Press-Courier, 7. februar 1968.
  30. ^ Harrison, Scott. "'Star Trek' protest." Los Angeles Times, 25. april 2011.
  31. ^ a b Svetkey, Benjamin. "The 'Enterprise' turns 25." Entertainment Weekly, 27. september 1991.
  32. ^ Gerrold, David. The World of Star Trek. New York: Ballantine Books, 1973.
  33. ^ Entertaintment Weekly. "Star Trek: The Ultimate Trip Through the Galaxies." Entertainment Weekly Special Edition, 18. januar 1995.
  34. ^ Collura, Scott, Phill Pirrello og Jim Vejvoda. "IGN's Top 10 Classic Star Trek Episodes." IGN, 16. april 2009.
  35. ^ Baker, Tim. "The Top 10 Original Star Trek Episodes." Newsweek, 2. januar 2016.
  36. ^ Hollywood.com. "Ranking All 79 'Star Trek: The Original Series' Episodes from Worst to Best.hollywood.com. Besøgt 30. april 2024.
  37. ^ Britt, Ryan. "The Star Trek: The Original Series Episodes That Best Define the Franchise." Den of Geek, 31. marts 2021.
  38. ^ Sandefur, Timothy. "The Politics of Star Trek." Claremont Review of Books 15, 25. august 2015. "Roddenberry’s generation emerged from World War II committed to a liberalism that believed in prosperity, technological progress, and the universal humanity they hoped the United Nations would champion." (Bemærk at Sandefur er amerikaner, og som https://denstoredanske.lex.dk/liberalisme skriver: "I USA står liberalisme efter depressionen i 1930'erne for en venstreorienteret, socialliberal opfattelse, der lægger vægt på statens ansvar for de dårligst stillede.")
  39. ^ a b Pascale, Anthony. "Flashback to 5/29/76 – Watch SNL's "The Last Voyage of the Starship Enterprise" Skit." trekmovie.com, 29. maj 2010.
  40. ^ Keller, Richard. "Star Trek: The television parodies – Videos." TV Squad, 18. juli 2008.
  41. ^ Baker, Chris. "Videogames & Futurama, Part 1: Raiders of the Lost Arcade." Wired, 17. december 2007.
  42. ^ Lyall, Sarah. "To Boldly Go Where Shakespeare Calls." The New York Times, 27. januar 2008.

Eksterne henvisninger

Se citater fra
Star Trek: The Original Series
i engelsk Wikiquote.