Tycho (månekrater)

Månekrater
Tycho
Tychokrateret. Kredit: NASA
Karakteristika
Bredde Længde	43° 18’  0’’ S  11° 13’ 12’’ V [1][2]
Diameter	85 km [1][2]
Dybde	4,8 km [3]
Colængde ved solopgang	12° [3]
Opkaldt efter	Tycho Brahe [2][4]
Fra periode	Copernican [3][5]
Kraterets placering
Tycho
1000 km Ækvidistant cylindrisk projektion Månens bagside Månens forside Månens bagside -90° -90° 0° 0° 90° 90° 0° 0° 45° 45° -45° -45°
Månen - Selenografi - ( v d r )
Find flere artikler om astronomi på Astronomiportalen

For alternative betydninger, se Tycho. (Se også artikler, som begynder med Tycho)

Tycho er et prominent nedslagskrater på Månen, beliggende i det sydlige højland på Månens forside nær Mare Nubium. Giovanni Riccioli opkaldte det efter den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601).

Navnet blev officielt tildelt af den Internationale Astronomiske Union (IAU) i 1935. ^[2][4][6]

Tycho er et (forholdsvis) meget ungt krater med en anslået alder på 108 millioner år, baseret på analyser af prøver fra kraterets stråler, som blev indsamlet af Apollo 17-månelandingen. Denne alder kunne tyde på, at det er forårsaget af et medlem af asteroidefamilien Baptistina,^[7] men det er indtil videre en hypotese, eftersom der ikke foreligger data om sammensætningen af genstanden, som slog ned. Simulationer har imidlertid givet en sandsynlighed på 70% for, at krateret dannedes af et fragment fra den samme opsplitning, som dannede asteroiden 298 Baptistina.^[8] En større asteroide fra samme familie kan have været ansvarlig for at danne Chicxulub-krateret på Jorden for 65 millioner år siden, og derved have forårsaget dinosaurernes uddøen.

Tychokrateret blev indtegnet på kort over Månen så tidligt som i 1645, da Antonius Maria Schyrleus de Rheita opdagede det lyse mønster af striber.

Månekrateret Tycho må ikke forveksles med Marskrateret Tycho Brahe.

Mod syd ligger Streetkrateret, mod sydøst Pictet og mod nord-nordøast Sasserideskrateret.^[9] Overfladen omkring Tycho er overstrøet af kratere med forskellige radier, hvoraf mange overlapper endnu ældre kratere. Nogle af de mindre er kratere, som er dannet af store blokke, som er udkastet fra Tycho.

Krateret står med helt skarp profil uden den nedbrydning, som ældre kratere har undergået. Kraterets indre har en høj albedo, som er tydelig, når solen står over det, og det er omgivet af et markant system af lange stråler i månelandskabet, helt op til en længde på 1.500 kilometer. Dele af disse stråler kan endog ses, når Tycho kun er belyst af jordskin. Højdeforskellen mellem kraterbunden og kratervæggen er 4.850 m.

Voldene ved kraterranden har lavere albedo end det indre over en afstand på mere end hundrede kilometer, og de har ikke de striber, som ses længere ude. Dette mørkere område kan bestå af mineraler, som nedslaget har kastet op.

Dets indre væg falder med en hældning på 34°, opdelt i terrasser som ender i en ujævn, men næsten flad slette med små, knudrede høje. Den ydre vægs hældning er 26°. Sletteområdet viser tegn på vulkansk aktivitet, mest sandsynligt fra klipper, som er smeltet ved nedslaget. Detaljerede fotografier af sletten viser, at den er gennembrudt af revner på kryds og tværs og med små bakker. Den centrale top rejser sig i 1,6 kilometers højde over sletten, og en mindre top findes lige nordøst for hovedmassivet.

Infrarøde observationer af måneoverfladen under en formørkelse har vist, at Tycho afkøles langsommere end andre dele af overfladen, så den udgør et "varmt område" ("hot spot"). Virkningen stammer fra, at materialet, som dækker krateret, er sammensat anderledes end resten.

Kraterranden blev valgt som mål for Surveyor 7-missionen. Denne robotrumsonde landede sikkert nord for krateret i januar 1968. Sonden gennemførte kemiske undersøgelser af overfladen og fandt, at denne havde en anden sammensætning end den, som findes i månens have. På baggrund heraf formodedes en af højsletternes primære komponenter at være anortosit, som er et aluminium-rigt mineral. Krateret blev gennemfotograferet i stor detaljeringsgrad af Orbiter 5.

Mellem 1950'erne og 1990'erne fremsatte aerodynamikeren Dean Chapman fra NASA og andre tektit-teorien om dettes "oprindelse fra Månen". Chapman benytede komplekse kredsløbsmodeller og omfattende vindtunnelprøver for at samle støtte til teorien om, at de såkaldte australasiatiske tektiter stammede fra Rosse-udkastningsstriben fra Tycho. Indtil der foreligger prøver fra Rosse-striben, kan det ikke udelukkes, at disse tektiter har oprindelse på månen.

De kratere, som kaldes satellitter, er små kratere beliggende i eller nær hovedkrateret. Deres dannelse er sædvanligvis sket uafhængigt af dette, men de får samme navn som hovedkrateret med tilføjelse af et stort bogstav. På kort over Månen er det en konvention at identificere dem ved at placere dette bogstav på den side af satellitkraterets midte, som ligger nærmest hovedkrateret.^[10][11][12] Tychokrateret har følgende satellitkratere:

Tychokrateret var stedet for den "Tycho Magnetic Anomaly" (TMA-1) og påfølgende udgravning af en fremmed monolit i science-fiction-filmen og bogen Rumrejsen år 2001 af Arthur C. Clarke. En af videnskabsmændene fra Clavius Basen foretog den profetiske bedømmelse, at monolitten "tilsyneladende var blevet begravet med vilje."

Krateret var også stedet, hvor månebyen "Tycho City" i det 24. århundrede lå i filmen Star Trek: First Contact fra 1996.

I bogen The Moon Is a Harsh Mistress af Robert A. Heinlein er Tychokrateret stedet, hvor beboelsesområdet "Tycho Under" ligger.

Filmen Men in Black lader rollen som K, spillet af Tommy Lee Jones, informere et fremmed insekt om, at det overtræder "afsnit 4153 i Tychotraktaten", hvilket formodentlig skal forstås som en traktat, som er indgået på Tycho.

• Billeder af Tychokrateret i LPI-måneatlasset

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Tycho (månekrater)
• Tycho Brahe (marskrater) – et krater på Mars opkaldt efter samme.
• Månekratere – Liste over kratere på Månen
• Navne på Månens have

1) Henvisninger, som specielt retter sig mod Tycho

(Bemærk, at kraternavne med specialkarakter, herunder mellemrum, kan kræve søgning på de nævnte internetsider)

• Billeder af stedet i flere udgaver, baseret på optagelser fra sonden Clementine (1994) og vist på http://pdsmaps.wr.usgs.gov/ Map-a-Planet (Astrogeology Research Program), U.S. Geological Survey:

• Monokromt (et bånd ved bølgelængde på 750 nanometer giver et sort/hvidt billede;
• Naturlige farver (fem bølgelængder: 415, 750, 900, 950 og 1000 nanometer);
• Kunstige farver (Blå og grønne er de lavestliggende områder, røde og grønne de højere);
• Relieffarver (viser topografien i farverne rød (750 nm/415 nm), grøn (750 nm/950 nm) og blå (414 nm/750 nm) i en farveblanding, som fjerner dominerende klarhedsfaktorer som albedo og skyggevirkninger. Se også farveindexet).

En nærmere forklaring på den anvendte fotografiske teknik findes på denne hjælpeside (engelsk).

• "Præcis beliggenhed og overblik over stedet". www.geody.com/?world=moon Geody - søgemaskine for steder på Merkur, Venus, Jorden, Månen, Mars og i rummet (støttet af Google Earth, NASA World Wind, Celestia og Stellarium. (hjemmeside under Creative Commons-licens , se http://www.geody.com/legal.php).

• Søgning af fotografier, kort og dokumentation vedrørende Tycho på "Lunar and Planetary Institutes søgemaskine". www.lpi.usra.edu/ (Hjemmeside for Lunar and Planetary Institute, Universities Space Research Association).(engelsk)

2) Generel information om overfladedannelser på Månen

• Deskriptive data og geologiske kort over detaljer på måneoverfladen ifølge IAU, vist på hjemmesiden fra USAs geologiske institut: "Gazetteer of Planetary Nomenclature - Moon Nomenclature Table Of Contents". planetarynames.wr.usgs.gov/ Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey (engelsk).

• NASAs side om månekratere: "Moon nomenclature -Crater". lunar.arc.nasa.gov/ The Lunar Prospector Website, NASA Ames Research Center. (engelsk)

• Wikiprojekt til samling af informationer om Månens overflade (The-Moon Wiki) på http://the-moon.wikispaces.com/. (engelsk)

• Program og integreret database på: Patrick Chevalley og Christian Legrand. "Atlas Virtuel de la Lune". www.astrosurf.com/ Portail de l'Astronomie en France. (fransk)

• Andersson, L. E.; Whitaker, E. A. (1982). NASA Catalogue of Lunar Nomenclature (NASAs katalog over månenomenklatur). NASA RP-1097.
• Bussey, B.; Spudis, P. (2004). The Clementine Atlas of the Moon (Clementine-atlas over Månen). New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-81528-2.
• Cocks, Elijah E.; Cocks, Josiah C. (1995). Who's Who on the Moon: A Biographical Dictionary of Lunar Nomenclature (Hvem er hvem på Månen: En biografisk ordbog over månenomenklatur). Tudor Publishers. ISBN 0-936389-27-3.
• McDowell, Jonathan (15. juli 2007). "Lunar Nomenclature (Månenomenklatur)". Jonathan's Space Report. Hentet 2007-10-24.
• Menzel, D. H.; Minnaert, M.; Levin, B.; Dollfus, A.; Bell, B. (1971). "Report on Lunar Nomenclature by The Working Group of Commission 17 of the IAU (Rapport over månenomenklatur fra arbejdsgruppen under kommission 17 hos IAU)". Space Science Reviews. 12: 136.
• Moore, Patrick (2001). On the Moon (På Månen). Sterling Publishing Co. ISBN 0-304-35469-4.
• Price, Fred W. (1988). The Moon Observer's Handbook (Månebetragterens håndbog). Cambridge University Press. ISBN 0521335000.
• Rükl, Antonín (1990). Atlas of the Moon (Måneatlas). Kalmbach Books. ISBN 0-913135-17-8.
• Webb, Rev. T. W. (1962). Celestial Objects for Common Telescopes (Himmelobjekter for almindelige teleskoper) (6th revision udgave). Dover. ISBN 0-486-20917-2.
• Whitaker, Ewen A. (1999). Mapping and Naming the Moon (Månens kortlægning og navngivning). Cambridge University Press. ISBN 0-521-62248-4.
• Wlasuk, Peter T. (2000). Observing the Moon (Måneobservation). Springer. ISBN 1-85233-193-3.