Albert Camus

 Albert Camus
Fransk litteratur
Vestlig filosofi
20. århundrede

Personlig information
Født 7. november 1913(1913-11-07)
Dréan, Algeriet
Død 4. januar 1960 (46 år)
Villeblevin, Frankrig
Dødsårsag Bil uheld
Gravsted cimetière de Lourmarin Rediger på Wikidata
Nationalitet Frankrig Fransk
Bopæl Frankrig Rediger på Wikidata
Ægtefæller Simone Hié (1934-1940),
Francine Faure (1940-1960) Rediger på Wikidata
Partnere María Casares (1944-1945, 1948-1960),
Blanche Balain (fra 1937),
Catherine Sellers (1956-1960),
Mette Ivers (1957-1960),
Mamaine Koestler (fra 1946) Rediger på Wikidata
Børn Catherine Camus,
Jean Camus Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Algeriets Universitet (1935-1936) Rediger på Wikidata
Medlem af comité de lecture des éditions Gallimard (1943-1959),
American Academy of Arts and Sciences Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Essayist, journalist, dramatiker, med i den franske modstandsbevægelse, manuskriptforfatter, forfatter, filosof, digter, publicist, romanforfatter med flere Rediger på Wikidata
Fagområde Journalistik, litterær aktivitet, teater, opinionsjournalisme, Politisk filosofi med flere Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Alger républicain, L'Express Rediger på Wikidata
Arbejdssted Paris Rediger på Wikidata
Kendte værker Sisyphos, Oprøreren, En lykkelig død, Ni Victimes, ni bourreaux, Den fremmede med flere Rediger på Wikidata
Genre Skønlitteratur, noveller
Litterær bevægelse Eksistentialisme
Påvirket af Søren Kierkegaard, Fjodor Dostojevskij, Jean-Paul Sartre
Har påvirket Charles Bukowski, Paul Auster, Jean-Paul Sartre
Nomineringer og priser
Udmærkelser Nobelprisen i litteratur (1957) Rediger på Wikidata
Nobelpris   Nobelprisen i litteratur 1957
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Albert Camus (født 7. november 1913, død 4. januar 1960), var en fransk forfatter. Han blev født i Dréan i Algeriet af franske forældre (pied-noir) og voksede op i stor fattigdom, men opnåede alligevel at få plads på universitetet. I sin universitetstid blev han ramt af tuberkulose, en sygdom der plagede ham resten af livet.[1] I 1940 flyttede han til Frankrig. Under 2. verdenskrig var han med i den franske modstandsbevægelse, og blev journalist på undergrundsavisen Combat, hvor han lærte Jean-Paul Sartre at kende.

Forfatterskab

Camus kredser i sin prosa, dramatik og essayistik om eksistentialismens hovedspørgsmål; hvordan man som menneske forholder sig til livets grundlæggende meningsløshed eller absurditet. Hans gennembrud kom i 1942 med romanen Den fremmede. I 1947 kom Pesten og i 1956 Faldet. I Pesten er budskabet, at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om end de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre, stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede til en polemik mellem de to, som i 1952 satte et punktum for deres venskab.

I Faldet er Camus' budskab et andet. Vi hører om en vellykket sagfører, som en sen efterårsnat bliver vidne til, at en kvinde kaster sig i Seinen. Lamslået hører han hendes skrig forsvinde nedad floden. Da han senere vender tilbage til stedet, hører han en rå latter, som i lighed med kvindeskriget forsvinder nedad floden. Det tolker han som en forbandelse, fordi han ikke frelste kvinden. Han slår sig ned i Amsterdams havnekvarter, hvor han går rundt og bekender for andre, for at få dem til at indse hvordan menneskene er. Vor trang til absolutter som retfærdighed, sandhed og godhed er, ifølge Camus' sagførerskikkelse, kun et skalkeskjul for forfængelighed og egoisme. Beskedenhed er et redskab for at brillere, dyden et redskab til at undertrykke med. Det er dette, der er "faldet", menneskets syndefald.[2]

Oversat til dansk er romanerne Den fremmede (da. 1944), Pesten (da. 1948), Faldet (da. 1957) og Den lykkelige død (da. 1972) samt novellesamlingen Eksil og kongedømme (da. 1958).

Camus' filosofiske hovedværker er Sisyfos-myten (da. 1960) som sætter søgelys på selvmord, og Oprøreren (da. 1964). Sisyfos-myten handler om erfaringen af det absurde i fraværet af Gud.[3]

Skuespillene er Caligula (oversat af Poul La Cour 1944) og De retfærdige (oversat af Svend Fridberg 1961).

Han fik Nobelprisen i litteratur i 1957.

Camus omkom ved en bilulykke ved Villeblevin i Yonne den 4. januar 1960. En bog fra 2019 argumenterer for, at spioner fra KGB stod bag pga. Camus anti-sovjetiske retorik.[4]

Se også

Bibliografi

Værker oversat til dansk

Dansk titel Genre År Oversætter Forlag Original titel År ISBN
Caligula drama 1957 Paul la Cour Gyldendal Caligula 1938
Sisyfosmyten essays 2015 Gyldendal Le Mythe de Sisyphe 1942 ISBN 9788702183405
Den fremmede roman 1972 Magna Hartvig og Else Mammen Gyldendal L'Étranger 1942 ISBN 8700583111
Pesten roman 2012 Hans Peter Lund Gyldendal La Peste 1947 ISBN 9788702120011
De retfærdige drama 1961 Svend Fridberg Gyldendal Les justes 1949
Oprøreren essays 1991 Spektrum L'homme révolté 1951 ISBN 87-7763-018-1
Faldet fortælling 2010 Hans Peter Lund Gyldendal La Chute 1956 ISBN 9788702097887
Eksil og kongedømme noveller 2015 Gyldendal L'Exil et le Royaume 1957 ISBN 9788702140002
Det første menneske roman 1995 Gyldendal Le Premier Homme 1995 ISBN 87-00-20134-0
Dagbøger essays 1992 Hans Peter Lund (red.) Gyldendal Carnets 1935-1959 ISBN 8700520047

Referencer

  1. ^ Albert Camus Critical Interpretation Homepage
  2. ^ Sigmund Hoftun: "Sartres og Camus' dilemma", Frisprog – mer enn ord, Riksmålsforbundet, Oslo 2003, ISBN 82-7050-055-0
  3. ^ A. Sørensen (2017). Gudløs eksistensfilosofi. Statsbiblioteket
  4. ^ New book claims Albert Camus was murdered by the KGB (engelsk), theguardian.com, 5. december 2019, hentet 5. december 2019
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger

Autoritetsdata