Charles de Gaulle

Charles de Gaulle
Leder af de Frie franske styrker
Embedsperiode 18. juni 1940 – 3. juli 1944
Foregående	Tredje franske republik
Efterfulgt af	Provisorisk regering for den franske republik
Præsident for den provisoriske regering for den franske republik
Embedsperiode 3. juli 1944 – 20. januar 1946
Efterfulgt af	Felix Gouin
Frankrigs premierministre
Embedsperiode 1. juni 1958 – 8. januar 1959
Præsident	René Coty
Foregående	Pierre Pflimlin
Efterfulgt af	Michel Debré
Forsvarminister
Embedsperiode 1. juni 1958 – 8. januar 1959
Præsident	René Coty
Premierminister	Charles de Gaulle
Foregående	Pierre de Chevigné
Efterfulgt af	Pierre Guillaumat
18. præsident i den Franske Republik og den franske fyrste i Andorra
Embedsperiode 8. januar 1959 – 28. april 1969
Premierminister	Michel Debré (1959–1961) Georges Pompidou (1962–1968) Maurice Couve de Murville (1968–1969)
Foregående	René Coty
Efterfulgt af	Alain Poher (interim) Georges Pompidou
Personlige detaljer
Født	22. november 1890 Lille, Frankrig
Død	9. november 1970 (79 år) Colombey-les-Deux-Églises, Frankrig
Dødsårsag	Aneurisme
Gravsted	tombe du Général de Gaulle
Fulde navn	Charles André Joseph Marie de Gaulle
Politisk parti	Rassemblement du peuple français (1947-1955) Union pour la nouvelle République (1958–1967) Union des Démocrates pour la République (1968–1970)
Ægtefælle(r)	Yvonne de Gaulle
Mor	Jeanne Maillot
Far	Henri de Gaulle
Uddannelses­sted	École spéciale militaire de Saint-Cyr École supérieure de guerre collège Stanislas
Beskæftigelse	Militær
Religion	Katolsk
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Ridder af Elefantordenen 1965

Charles de Gaulle (22. november 1890 – 9. november 1970) var leder af de Frie franske styrker under 2. verdenskrig og Frankrigs præsident 1959-1969.

Han stammede fra en katolsk, royalistisk Bretagne-familie og voksede op i en stærkt national ånd med stor beundring for hæren og var tidligt republikaner. Han uddannedes som officer, og under 1. verdenskrig deltog han bl.a. i Slaget ved Verdun i 1916 og blev krigsfange i Tyskland. I 1920 deltog han i det franske hjælpekorps, der hjalp Polen i den polsk-sovjetiske krig. Fra 1924 sad han i generalstaben.

I mellemkrigstiden advarede han kraftigt imod Tysklands genrejsning og opfordrede til en modernisering af det franske forsvar, ikke mindst panservåbenet. Hans råd blev stort set overhørt i Frankrig, men vakte interesse i Tyskland. Blandt hans bøger fra disse år kan nævnes La Discorde chez l'Ennemi, 1924 (”Splittelsen hos fjenden”), Le fil de l’epée, 1932, (”Sværdets æg”) og La France et son Armée, 1938 (”Frankrig og dets hær”)

Ved udbruddet af 2. verdenskrig 1939 trådte De Gaulle atter i aktiv tjeneste og blev året efter general (Frankrigs yngste) og formelt regeringsmedlem som viceminister. Han forsøgte at vende nederlaget ved en offensiv og at overtale regeringen til at lede krigen i eksil, men begge dele uden held. Den 2. august 1940 blev han dømt til døden af Vichy-regeringen, og han flygtede til England. Han vendte først tilbage til Frankrig 24. august 1944.

Under krigen fremtrådte de Gaulle i sit eksil som den officielle leder af de Frie Franske styrker og som en repræsentant for det sidste lovlige franske styre før sammenbruddet. Hans mål var dels at få Frankrig anerkendt som en aktiv krigsdeltager, dels at få sin egen stilling anerkendt. Det vanskeliggjordes bl.a. af USAs lunkne støtte og forbindelse til Vichy.

Efter befrielsen var han 1944-46 i realiteten Frankrigs statsoverhoved og lod landet deltage som aktiv allieret i den sidste del af 2. verdenskrig. I den første efterkrigsperiode kom han imidlertid i strid med politikerne, hvis flertal modsatte sig hans krav om en forfatning med stærk præsidentmagt, og 1946 trådte han tilbage.

De næste tolv år stod han i stadig opposition til den Fjerde Republiks skiftende regeringer. Fra 1947 ledede han sit eget parti Le Rassemblement du peuple français (kendt som gaullisterne), som opløstes officielt 1953, men genskabtes i ny form 1958. I de 12 år agiterede han ivrigt for en styrket statsmagt og beskyldtes for diktatortendenser. Da den Fjerde Republik til sidst kørte fast i krigen i Algier, fik han sin chance og udnævntes maj 1958 til regeringschef. Efter en hurtig omdannelse af forfatningen og skabelsen af Den Femte Republik valgtes han til præsident og tiltrådte januar 1959.

Han var flere gange, specielt i forbindelse med Algier-krigen udsat for attentater fra OAS's side. I bogen Sjakalen af Frederick Forsyth forsøger en engelsk lejemorder at dræbe ham.

Litteratur

• Charles de Gaulle: Krigserindringer 1-3. Kbh. 1965.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Charles de Gaulle

• Erling Bjøl: General de Gaulle – manden og epoken. Kbh. 1969.
• Charles de Gaulle: Håbet. Erindringer 1958-62. Kbh. 1971.
• Jacques Berg: Da Frankrig var en general. De Gaulle og gaullismen. Kbh. 1974.
• Charles Williams: The Last Great Frenchman: A Life of General De Gaulle. 1995.
• Knut Ståhlberg: Generalen der var Frankrig. Kbh. 2006

Eksterne henvisninger

• Charles de Gaulle på gravsted.dk